Om Mikkel Pagh

Det lå på ingen måde i kortene, at jeg skulle blive bådebygger. Godt nok er jeg vokset op nær Vejle Fjord, og vandet har altid været en del af mit liv. Men jeg blev først introduceret til sejlads som voksen, da jeg i slutningen af 1990’erne blev inviteret på sommer-tursejlads med en ven af en studiekammerat. På det tidspunkt studerede jeg medievidenskab på Aarhus Universitet og regnede med, at mit fremtidige arbejde ville blive akademisk.

Jeg var fuldstændig solgt til sejladsen fra starten. Danmark er ufatteligt smukt set fra søsiden. At glide lydløst fra sted til sted på egen lille fredelige, sejlende ø, afkoblet fra hverdagens travlhed, på en solskinsdag, sammen med en flok gode venner … er helt fantastisk.

Jeg blev færdig med mine studier og begyndte at arbejde på kontor. Først som på Danmarks Radio med udvikling af dr.dk og siden på et designbureau.

Sejladsen blev ved med at være en del af mit liv. Sammen med en gruppe venner havde jeg købt en 24-fods Hallberg-Rassy Misil fra 1966 - en båd med glasfiberskrog, men med ruf, cockpit og aptering i mahogni. Vi sejlede dagture og sommertogter i båden, og vedligehold og reparationer stod vi selv for.

Jeg fandt ud af, at jeg var næsten lige så begejstret for træarbejdet på båden, som jeg var med at sejle den. Så i efteråret 2014 (efter at have drømt mig væk i mange timer til møder og foran computeren) besluttede jeg mig for at sige mit job op, og gå i lære som bådebygger.

Det var et stort spring, og mange syntes, det var en enormt modig ting at gøre for en mand midt i 30’erne, med en familie at forsørge og den slags. Jeg tror aldrig, jeg helt har forstået hvorfor det er modigt at gøre det, man har lyst til og brænder for. For mig er det en mere skræmmende tanke at bruge sit liv på noget, man ikke elsker. Men det er en anden snak. I hvert fald har jeg aldrig fortrudt det skift, jeg foretog den vinter 2014-2015.

Jeg startede på teknisk skole i Hillerød, hvor jeg tog et halvt års grundforløb som bådebygger. Derefter kom jeg i lære på et lystbådeværft i Københavns Nordhavn. Værftet arbejdede, som alle andre værfter i Danmark, med vedligehold og reparation af lystbåde - primært i glasfiber. Det er et ærværdigt job, men jeg kunne mærke, at det ikke var den vej, jeg skulle gå. Så i udgangen af 2016 sagde jeg min læreplads op og startede som selvstændig træbådebygger.

Jeg var gået ind i bådebyggerfaget fordi jeg elsker sejladsen, naturen og at arbejde kreativt med træ. Træbåde har for mig noget magisk - næsten guddommeligt over sig. I udgangspunktet er de konstrueret ud fra et rent funktionelt og praktisk perspektiv: De skal være stærke, så de kan modstå enorme belastninger. De skal kunne bevæge sig ubesværet gennem vandet. De skal være stabile og sikre under en bred vifte af forskellige forhold. Alle de mange samlinger i båden skal i sagens natur være tætte og holde vandet ude.

I forsøget på at opfylde alle disse kriterier i én og samme konstruktion kunne man måske frygte, at det man vil få ud af det bliver et monster, der stritter i alle retninger. Det viser sig, at det præcist modsatte er tilfældet: Hvis man bygger en god båd, der er sødygtig og velsejlende, så vil den også være smuk. Det føles næsten som om, at der er en større mening bag. Det ultimative eksempel på, hvordan form og funktion kan mødes i en højere enhed.

Magien bliver fuldført ved, at disse fantastiske fartøjer på smukkeste vis bringe os ud på vandet, ud i naturen og hjælpe os med at opdage og udforske steder, der ellers ville være umulige for mennesker at nå.

Siden 1950’erne er træ gået fra at være det eneste valg i bådebyggeri til at være noget eksotisk og gammeldags. Man fandt ud af, at man kunne blande polyester (et plastprodukt fremstillet af olie) og glasfibervæv og støbe bådskrog, som var både stærke og holdbare. Det var en naturlig ting at gøre i en tid, hvor plastic og industriel produktion var i en rivende udvikling, og hvor man endnu ikke overvejede, hvordan vi bruger naturens ressourcer. Det kræver ikke store håndværksmæssige færdigheder at støbe en glasfiberbåd. Det betød, at der blev spyttet utroligt mange bådskrog ud fra værfterne (og baghaverne) i den periode. Nogle af dem gode, mange af dem knap så heldige. En stor del af dem ligger nu som forladte, algebegroede, uforgængelige vrag på og omkring de danske havne.

Når jeg er på vandet synes jeg, det føles rigtigt at befinde mig i en båd, der er lavet af et naturmateriale. En træbåd taler sammen med naturen, hvor en glasfiberbåd står i skærende kontrast til naturen. At være midt i naturen flydende på et kæmpe stykke plastic er som at være en elefant i en glasbutik. Det bringer mindelser til de enorme øer af plastic-affald i verdenshavene. For mig er det næsten en fornærmelse mod det storslåede miljø, man befinder sig i.

Dertil kommer, at klima- og miljøpåvirkningen ved at bygge en træbåd er minimal sammenlignet med en tilsvarende glasfiberbåd. Træbåden er fremstillet af et fornybart materiale. Glasfiberbådens råstof er fossile olier, med dertil hørende stort CO2-aftryk.

Jeg mener, at tiden er kommet til at genopdage træbåden. Både af de åbenlyse klima- og miljømæssige grunde, men også fordi de kan give nogle helt specielle oplevelser på vandet - hvilket jeg har skrevet om her.

Danmark har en fantastisk bådebyggertradition, som fortjener at blive taget ind i nutiden. Smukke, sødygtige, velsejlende bådtyper, der igennem generationer er blevet forfinet som arbejdsbåde til de danske farvande, kan med nogle enkle greb modificeres, så de opfylder de behov man har som lystsejler i dag.

Flere steder i verden, i særdeleshed på USAs østkyst, oplever træbåde en opblomstring. Jeg vil gerne være med til at bringe denne udvikling til Danmark, til gavn for nuværende og fremtidige generationer af sejlere.