Byggeprocessen
Når man bestiller en håndbygget træbåd, er det i udgangspunktet med det formål at blive ejer af et smukt fartøj, som kan give nogle fantastiske oplevelser ude på vandet.
Men for mange kunder er er selve tilblivelsesprocessen en stor del af glæden ved at få bygget en båd i træ.
Det kan gå i blodet, og det er ikke ualmindeligt, at kunder, der har fået bygget én træbåd, senere i livet vælger at få bygget flere.
Jeg er blevet bådebygger fordi jeg elsker at skabe smukke og varige ting med mine hænder. Smukke både, som kan holde i generationer. Som kan hjælpe mennesker med at være sammen. Som kan hjælpe med at se naturen på måder, som ellers ikke ville være mulige.
Hvis du vælger at få bygget en træbåd, vil du blive del af denne skabelsesproces. Her er et rids over, hvordan den typisk forløber:
Afdækning af dine ønsker og behov. Ved et indledende møde afklarer vi i dialog dine behov: Hvor og hvordan skal båden bruges? Fremdrift - motor, sejl årer - eller en kombination? Hvor stor kapacitet skal båden have? Hvad er dine æstetiske præferencer?
Præsentation af designmuligheder. Baseret på oplysningerne fra første møde, præsenterer jeg et antal mulige båddesigns, der vil kunne opfylde behovene for de skitserede brugsscenarier. En af de særlige ting ved en håndbygget træbåd er, at den kan modificeres meget frit i forhold til det foreskrevne design. Så hvis et standard-design ikke opfylder behovene fuldt ud, kan de justeres. De fleste både kan fx forlænges eller forkortes, hvis det ønskes. Aptering og indvendig indretning kan justeres efter brugerens behov.
Tilbud og aftale om byggeri. Når du har valgt et design, skriver jeg et tilbud. For nogle bådtyper kan jeg skrive et fast tilbud, for andre vil tilbudet være i form af et overslag, der ligger inden for en prisramme. Når tilbuddet eller overslaget er godkendt, kan byggeriet begynde. Normalt betales et forskud på 50% og de sidste 50% betales efter levering.
Byggestart. Når aftalen er på plads, kan byggeriet begynde. Der skal købes materialer hjem, byggeskabelonerne skal rejses, kølen skal lægges, skroget klædes op, aptering og evt. rig skal laves. For de fleste både er det en proces, der tager uger eller måneder. Mindre både op til ca. 3,5 meter bygges på mit værksted på Nørrebro i København. Større både bygges hos Holbæk Gl. Havns Beddinger.
Løbende dialog. Undervejs i processen vil jeg løbende sende billeder fra værkstedet, så du kan holde dig opdateret om fremskridtet. Vi vil med jævne mellemrum holde byggemøder, således at du kan følge byggeriet nært og så jeg kan få svar på diverse detaljespørgmål.
Søsætning. Når båden er færdig, holder vi søsætning. Det er en fantastisk oplevelse at se den båd, der indtil nu har stået på en byggebedding pludselig ligge i sit rette element. Søsæting er en festlig lejlighed som ofte trækker en stor flok mennesker - og involver et glas champagne eller to.
Prøvesejladser. Efter søsætningen prøvesejler vi båden. Det kontrolleres, om alt fungerer som det skal, og eventuelle justeringer foretages.
Kontakt mig, hvis du er interesseret i at få bygget en træbåd.